Vedtægter for Trekantens Forsamlingshuse
- 1
Foreningens navn er ”Trekantens Forsamlingshuse”. Foreningens adresse er formandens.
- 1.1
Foreningen har et CVR nummer som frivillig forening (35186336), der iht. loven skal fornys hvert 3. år.
- 1.2
Adressen i CVR registret og i banken er kassererens. Kassereren administrerer den lovpligtige digitale postkasse og alle bestyrelsesmedlemmer kan få udstedt en digital signatur fra foreningens digitale signatur.
- 2
Foreningens formål er ved samarbejde mellem forsamlingshuse i Gl. Vejle Amt at skabe en ramme til støtte og fremme af fællesskabet og det kulturelle arbejde i lokalsamfundene.
- 3
Formålet søges opnået ved oplysende virksomhed, støtte til bestyrelserne og evt. medvirken ved oprettelse af nye forsamlingshuse og samarbejde med lokale foreninger, samt region og kommunerne.
- 4
Foreningen er medlem af Landsforeningen Danske Forsamlingshuse (LDF).
- 5
Som medlemmer kan optages forsamlingshuse i Gl. Vejle Amt, der har status som sådanne. Udmeldelse kan ske med én måneds varsel til udgangen af et regnskabsår.
- 6
Et medlem kan ekskluderes af foreningen, hvis ⅔ af bestyrelsen stemmer derfor. Beslutningen om eksklusion skal endelig vedtages på førstkommende generalforsamling.
- 7
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 eller 7 medlemmer, der tilstræbes valgt på tværs af kommunegrænser. Der tilstræbes, at hvert hus højst kan have 1 repræsentant i bestyrelsen.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, og der afgår henholdsvis (2/3 og 3/4 medlemmer hvert andet år. Første gang afgår 3 medlemmer efter 1 år ved lodtrækning. Der vælges 2 suppleanter, disse vælges for 1 år ad gangen. Der vælges 2 revisorer, som afgår efter tur hvert andet år, første år sker valget ved lodtrækning. Der vælges 1 revisorsuppleant, som vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær, kasserer, repræsentant i LDF, ”bladredaktør” og IT-ansvarlig. Bestyrelsen kan efter eget valg udpege de 4 sidstnævnte udenfor bestyrelsen. De pågældende deltager i bestyrelsesmøderne
- 7.1
Foreningen tegnes af formanden og kasserer. Kasserer har dog lov til at foretage daglige betalinger og overførsler alene. Skift af pengeinstitut skal tegnes af formand og kasserer i fællesskab.
- 8
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september med følgende dagsorden:
1.Valg af dirigent
2.Formanden aflægger bestyrelsens beretning
3.Bestyrelsesmedlem i landsforeningen orienterer om årets aktiviteter
4.Kasserers aflæggelse af regnskabet
5.Fastsættelse af kontingent
6.Indkomne forslag
7.Valg af bestyrelsen
8.Valg af 2 suppleanter
9.Valg af revisor og 1 suppleant
10.Eventuelt
Indkaldelse skal ske skriftlig med højst 5 ugers varsel og minimum 14 dages varsel, og må foregå elektronisk. Indkaldelse fremsendes til det enkelte forsamlingshus og skal indeholde dagsorden samt oplyse, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår efter tur. Genvalg kan finde sted. Adgang og taleret har medlemshusenes bestyrelser, men hvert hus har kun én stemme. Alle valg er skriftlige, hvis blot 1 medlem kræver dette. Alle afstemninger afgøres ved alm. stemmeflertal
Vedtægtsændringer kan foretages på generalforsamlingen ved simpel flertal af de fremmødte. Indkomne forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
- 9
Foreningens regnskabsår er fra 1.juli til 30.juni. Kontingentet betales for et år ad gangen, idet kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Stemmeret på generalforsamlingen forudsætter, at forfaldet kontingent er betalt. Opkrævningen må udsendes elektronisk, hvis mulig.
- 10
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal i bestyrelsen kræver det, eller når mindst ⅔ af foreningens medlemmer kræver det. Indkaldelse som ved ordinær generalforsamling.
- 11
Foreningens driftskapital søges tilvejebragt ved medlemsbidrag samt offentlige og private tilskud. Foreningens midler, herunder eventuel overskud der ikke findes nødvendig til den daglige drift, skal indsættes i pengeinstitut på foreningens navn. For foreningens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, idet bestyrelsen eller foreningens medlemmer ikke hæfter personligt.
- 12
Opløsning af forening:
Eventuel opløsning af foreningen kan kun ske på 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger og kræver at min. ⅔ af foreningens medlemmer stemmer for. I tilfælde af opløsning af foreningen, angiver bestyrelsen til generalforsamlingen en indstilling om anvendelse af foreningens midler til almennyttige og kulturelle formål i Gl. Vejle Amt.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 27.9.2022 i Uldum Forsamlingshus.