VEDTÆGTER FOR Gl. RIBE AMTS FORSAMLINGSHUSFORENING
1) Navn:
Foreningens navn er "Gl. Ribe Amts Forsamlingshusforening".
Foreningens adresse er formandens adresse.
2) Formål:
Foreningens formål er at virke som støtte for forsamlingshusbestyrelserne og værterne i deres arbejde for at bevare forsamlingshusene som møde- og samlingssted for egnens befolkning, herunder støtte til de almen folkelige kulturelle aktiviteter.
3) Medlemskredsen:
Som medlem af foreningen kan optages forsamlingshusinstitutioner og værter, som kan tilslutte sig formålsparagraffen. Udmeldelse skal ske skriftlig til formanden inden en 1. januar.
4) Bestyrelsen:
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, hvoraf flertallet skal være folkevalgte (bestyrelsesmedlem i forsamlingshus)
Medlemmerne vælges for en periode af 2 år ad gangen ved almindelig stemmeflerhed.
Hvert år afgår medlemmer efter tur (henholdsvis 3 eller 4 medlemmer). Genvalg kan finde sted.
Der vælges hvert år 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år ad gangen.
Der vælges hvert år 1 revisor for en 2 års periode.
Der vælges hvert år 2 revisorsuppleanter for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer samt fastsætter sin forretningsorden.
Ordinært bestyrelsesmøde afholdes når formanden finder det nødvendigt - dog mindst 4 gange årligt. Ekstraordinært bestyrelsesmøde afholdes hvis mindst 4/7 af bestyrelsesmedlemmerne begærer det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når halvdelen af dens medlemmer er til stede.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over bestyrelsesmøderne føres referat.
5) Generalforsamling:
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af marts.
Dagsorden:
a. Valg af ordstyrer, referent og 2 stemmetæller.
b. Formandens beretning
c. Fremlæggelse af revideret regnskab
d. Behandling af indkomne forslag
e. Fastsættelse af kontingent.
f. Valg af bestyrelsesmedlemmer
g. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
h. Valg af revisor
i. Valg af 2 revisorsuppleanter
j. Eventuelt
Indkaldelse sker med mindst 1 måneds varsel pr. brev til medlemmerne. Forslag der ønskes behandlet må være formanden i hænde skriftligt senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
På Generalforsamlingen kan der ikke stemmes med fuldmagt.
Hvert medlemshus har 3 personlige stemmer og enkelt medlemmer har 1 stemme. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal. Beslutning om ændring af vedtægterne kræver dog at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor samt at ændringsforslagets ordlyd forinden generalforsamlingens afholdelse har været bekendtgjort pr. brev til medlemmerne. Et evt. forkastet forslag kan genfremsættes ved en ekstraordinær generalforsamling efter 14 dage og inden 6 uger fra datoen for første fremsættelse. Ved anden fremsættelse kan forslaget vedtages med almindelig stemmeflertal.
Alle forslag og alle afstemninger ved generalforsamlingen foregår skriftligt.
6) Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når 4/7 af bestyrelsen ønsker det, eller 25% af medlemmerne skriftligt tilkendegiver ønske herom. Indvarsling sker med en indkaldelsesfrist på mindst 2 uger.
7) Drift:
Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse i overensstemmelse med dens formål ifølge § 2.
8) Kapitalforhold og hæftelse:
Den til foreningens oprettelse og drift nødvendige kapital søges tilvejebragt ved offentlige og private tilskud, samt indtægter ved kontingenter.
Foreningens midler, herunder eventuel overskud der ikke findes nødvendig til den daglige drift, skal indsættes i pengeinstitut på foreningens navn. For foreningens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, idet bestyrelsen eller tilsluttede medlemmer ikke hæfter personligt.
9) Regnskab og revision:
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet, der skal indeholde driftsregnskab og status, revideres før den ordinære generalforsamling af de valgte revisorer.
10)Opløsning:
Til ophævelse af foreningens virksomhed kræves 2/3 flertal af samtlige fremmødte medlemmer ved første generalforsamling og almindelig stemmeflerhed ved anden generalforsamling. Mellem de to generalforsamlinger skal gå mindst 14 dage og højst 4 uger. I tilfælde af opløsning afgiver bestyrelsen til generalforsamlingen indstilling om anvendelse af foreningens formue til almennyttige og kulturelle formål
Vedtaget på Generalforsamlingen i Nordenskov Forsamlingshus 25. marts 2008